I dag kører Danmarks Radio i en historie om hvordan Lisa Lents, der står i spidsen for Miss Danmark organisationen behandler sine deltagere fuldstændig urimeligt. Hun får dem til at betale penge på falske grundlag, kører deres selvværd ned og fratager dem nærmest deres ytringsfrihed.
Da jeg i 2016 stoppede mit arbejde som ansvarlig for Danmarks daværende største skønhedskonkurrence Queen Of Scandinavia igennem otte år, begrundede jeg det bl.a. med, at branchen udviklede sig i en retning, som jeg ikke havde lyst til at være en del af. Dengang havde jeg ikke lyst til at nævne navne, og jeg var sikker på, at hvis jeg kom med konkrete beskyldninger, ville jeg bare blive set som en sur ‘konkurrent’ til Lisa – som i øvrigt ikke var den eneste i branchen, der ikke kunne finde ud af at behandle de unge piger ordenligt, også de daværende ansvarlige for Miss Universe Denmark, var nogle rigtig kedelige folk. Derfor gjorde jeg ikke mere ud af, at fortælle præcis hvilke episoder, der gjorde, at jeg ikke ville være en del af skønhedskonkurrencen-branchen længere.
DENGANG SKREV JEG:
Jeg har altid gladeligt forsvaret skønhedskonkurrencer overfor dem, der har været i tvivl. Skønhedskonkurrencer har for mig altid været lig med fede oplevelser, rejser, venskaber og personlig udvikling. Det har været fuldstændig fantastisk at være med til at give så mange danske piger, oplevelser som de nærmest uanset om de vandt QOS eller ‘bare’ var med i den danske finale, har kaldt for den største oplevelse i deres liv. Det er virkelig tilfredsstillende!
I dag har tingene dog ændret sig lidt. Der er kommet folk ind i branchen, som gør tingene på en helt andet måde, end jeg har gjort det med Queen Of Scandinavia. Det har medført, at flere danske piger har haft rigtig dårlige oplevelser med danske skønhedskonkurrencer, hvor de oplever, at de ansvarlige går mere op i penge og PR end at sørger for, at pigerne får en god oplevelse. Det synes jeg er et kæmpe problem, og det har været med til at give danske skønhedskonkurrencer et dårligt ry.
Derfor kan jeg heller ikke længere forsvare ’skønhedskonkurrencer’ som et begreb, men kun stå inde for den måde jeg selv har gjort det på, og de internationale konkurrencer som QOS har samarbejdet med. Selvom jeg gør tingene på min måde, som jeg kan stå indenfor, så synes jeg ikke længere, at det er lige så sjovt at arbejde i en branche, hvor der er så mange brodne kar, og hvor der sker ting, som jeg slet ikke har lyst til at blive associeret med. Skønhedskonkurrencer er så lille en branche, at folk udenfor ikke altid kan finde ud af hvem der det er, der gør hvad.
Jeg har i mange år hørt på de ulykkelige, voldsomme og ufattelige episoder, som danske piger, der har deltaget i Miss Denmark har oplevet – men aldrig følt, alt det var en mulighed for mig, at bringe dem frem i lyset, uden blot at være en ‘sur konkurrent.’ Derfor glæder det mig, at Danmarks Radio nu for fortalt historien, både så de tidligere deltagere forstår, at den kontrakt de har skrevet med Lisa Lents er helt ligegyldig, at de ikke skal frygte hende og at hun ikke er farlig. Det er nemlig de indtryk som jeg har fået af pigerne. De har virkelig frygtet Lisa Lents og hvad hun kunne finde på. Samtidig synes jeg, at det er fedt at kommende deltagere, ved hvad det er de går ind til.
Radio dokumentaren fra P1 kan høres som podcast og hedder ‘Skønhedskontrakten.‘ Nogle af de værste historier, jeg har hørt er ikke med i programmet, men alligevel giver det et indblik i hvordan skønhedskonkurrencen bliver drevet og hvad det er pigerne bliver udsat for.
Det er virkelig trist, at skønhedskonkurrencer i Danmark har taget den retning. Det kunne have været noget, der virkelig gav unge danske piger et selvtillidsboost og nogle fede oplevelser – præcis lige som jeg fik da jeg var med og vandt Queen Of Scandinavia for 10 år siden, og sådan som jeg forsøgte at drive det videre de efterfølgende 8 år, hvor jeg var ansvarlig. Ærgerligt at noget så fedt, ender så skidt.
コメント