Her til eftermiddag tog jeg ind forbi et marked med unge Vietnamesiske designere, som solgte ud af deres ting på en form for lagersalg. Det hele startede godt, jeg fik kigget på en masse spændende sager og oven i købet købt to par sandaler, men der stoppede søndags-glæden så også.
Da jeg var færdig på markedet, gik jeg ud foran pladsen for at hæve nogle flere penge. Jeg proppede mit Mastercard i automaten og ventede på, at den skulle bede mig taste pin-koden. Den besked kom bare aldrig. Automaten reagerede slet ikke på mit kort, den slugte det bare, og tilbage stod jeg uden hverken kreditkort eller kontanter (og man altså rimelig afhængig af sit kreditkort, når man er så langt hjemmefra.)
Jeg ringede til banken, der havde automaten, men jeg ved ikke lige, hvad jeg havde forventet, for selvfølgelig kunne de ikke gøre noget ved det. Beskeden var bare, at jeg måtte ringe til Danske Bank og bede om et nyt. Hvilket jo ikke er lige til, altså at få et nyt, når man bor så langt fra Danmark.
Bagefter gik jeg en tur i området for at tjekke kvarteret ud. Det var et sted, jeg ikke havde været før, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at det ikke var det fedeste sted, og derfor stoppede jeg op for at bestille en Uber. Mens jeg stod der med poser i den ene hånd, telefonen i den anden og min taske under armen, kom der pludselig en eller anden hen og prøvede at hive tasken væk under min arm.
Jeg fik et chok og begyndte at skrige. Både Andreas og min far har tit bedt mig om at tage mig sammen, når min reaktion på forskrækkelse har været at skrige, men i den her situation var det alligevel nyttigt. Manden blev nemlig så forskrækket, at han slap grebet i min taske og løb de 10 meter, der var hen til hans ven, der holdt og ventede på en tændt knallert.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de to mon har fulgt efter mig? På min tur rundt i kvarteret var jeg nemlig inde i tre forskellige hæveautomater, for at se om jeg kunne hæve nogle penge på mit dankort. Beløbet jeg måtte hæve var for småt, så jeg hævede ikke noget, men det kan de måske have troet?
I hvert fald er jeg rimelig lykkelig for, at han ikke fik fat i min taske. Normalt har jeg altid et kreditkort liggende hjemme, når jeg går ud, men i dag havde jeg taget det hele med, fordi jeg ville hæve på mit Mastercard. Havde de fået min taske, så havde jeg altså stået tilbage helt uden penge eller kort. Den situation havde været rimelig uoverskueligt, så det er godt, at man har lært at skrige lidt 😉
Heldigvis byder Vietnam mest af alt på gode oplevelser. Du kan læse min status over de to første måneder som bosiddende i landet lige her.
// Josephine
Comments