top of page

TILBAGE I DANMARK // DE FØRSTE MÆRKELIGE 24 TIMER









Det er sindssygt kontrastfyldt at forlade Ho Chi Minh City, en hektisk storby med mere end 10 millioner indbyggere, der har været min hjemby i mere end et år, og så efter blot 16 timers rejse lande i København. Pludselig føles Danmark mennesketom. Der er ingen biler på vejene, husene er lave og her er ingen larm.

Da jeg landede i Kastrup blev jeg hentet af både min far, Andreas og min bror. Det var vildt dejligt at se dem alle sammen igen, men det også sindssygt mærkeligt. Da vi sad der i bilen på vej hjem, var det næsten som om, at jeg aldrig havde været afsted og mit liv i Vietnam føles allerede så utroligt langt væk. Pludselig er mine omgivelser fuldstændig tilbage til sådan som det var, inden vi rejste afsted på eventyr.

Det første jeg skulle, da jeg kom hjem, var naturligvis at drikke et glas vand fra hanen. Jeg har glædet mig til det så længe, men da jeg så fik vandet i munden smagte det mest bare af jern. Når vandet fra vandhanen smager mærkeligt, så har man altså drukket vand fra flaske for længe.

Det er en virkelig mærkelig følelse at være hjemme. Det er vildt dejligt at se min familie igen, men det er også utroligt mærkeligt at mit vietnamesiske eventyr er slut. Jeg har slet ikke lyst til at give slip på det, og derfor er det også lidt ambivalent at være hjemme igen.

Nu glæder jeg mig til at slippe af med min jetlag, komme ind i en normal rytme og få etableret mit liv i Danmark igen. Selvom alt omkring mig lige ny synes ved det gamle, så kan jeg mærke, at jeg selv har udviklet mig rigtig meget den tid jeg har været væk, og det liv jeg skal have i Danmark fremover, bliver ikke en kopi af det liv jeg havde før – selvom jeg var VILD med mit liv også før jeg tog til Vietnam. Der er bare sket så meget, jeg har lært så meget og jeg har udviklet mig.

Comments


bottom of page